Ser vi de mørke dimensioner af uddannelsen?

Kategoriseret vejledning
Skrevet af
Med artiklen “Confronting the Dark Side of Higher Education” undersøger lektor Søren S. Bengtsen og professor Ronald Barnett, hvordan vi kan acceptere og inkorporere de mørke dimensioner af undervisning og læring i de videregående uddannelser.

“Det essentielle i forhold til begrebet er, at mørke ikke står i modsætning til lys, men i et komplementært forhold. Mørket udpeger dermed andre mulige optikker, der ikke nødvendigvis er i modstrid med de herskende, men er anderledes,” pointerer Søren S. E. Bengtsen, lektor og medforfatter til artiklen “Confronting the Dark Side of Higher Education”, der netop er udgivet i Journal of Philosophy of Education.

Artiklen er skrevet sammen med professor Ronald Barnett fra Institute of Education, University College London. Ronald Barnett har været Søren S. E. Bengtsens mentor under hans ph.d.-ophold på Institute of Education ved University of London, i efteråret 2010.

“Vores relation har udviklet sig mere og mere til et egentligt samarbejde, og lige nu redigerer vi en bog sammen med titlen ‘The Thinking University – a philosophical examination of thought and higher education’,” fortæller Søren S.E. Bengtsen om samarbejdet med den internationale forsker.

Artiklen gengiver eksempler, hvor underviseren mister taget i vejledningen eller bliver klemt af institutionelle krav. Forfatterne har samtidig eksempler med det mørke, der kan omgive den studerende, der oplever barrierer i forhold til at lære, dropper ud af uddannelsen eller lignende.

“Eksemplerne i vores artikel er erfaringsbaserede. Vi begyndte med at tale vores erfaringer igennem, og har siden skrevet det op sådan, at eksemplerne virker som cases af en mere generel karakter. På denne måde bliver de filosofiske pointer forhåbentligt noget mere håndgribelige i forhold til praksis,” siger Søren S. Bengtsen.

Mørke på flere niveauer

Det er ifølge forfatterne vigtigt at gøre sig det klart, at uddannelsesteori og uddannelsesforståelse kun er så stærk som det herskende vokabular og begrebsapparat tillader det at være. Søren S. E. Bengtsen ser det som den pædagogiske filosofis opgave at finde sprækker i de dominerende forståelser, destabilisere dem og tale og skrive videre ud fra denne kritiske refleksion.

Han pointerer i den forbindelse, at uddannelse kan anskues som en økologisk størrelse, der ikke kun handler om studerende og undervisere, men også om institutioner, organisationer, og fællesskaber.

I artiklen bliver begrebet om mørke illustreret på flere niveauer. Der er ifølge Søren S. E. Bengtsen både tale om et institutionelt, læringsmæssigt, og undervisningsmæssigt mørke. Blandt andet omhandler “institutionelt mørke” de sprækker i det formaliserede, institutionaliserede uddannelsessystem, hvor studerende og undervisere nogle gange sidder fast og ikke fx kan blive set, hørt, og anerkendt for deres arbejde.

“Læringsmæssigt mørke omhandler, hvordan læring ikke nødvendigvis er et lineært, synligt, og kontinuerligt fænomen, men kan foregå i hop eller spring, og foregå uden man er bevidst om det, samt føre én længere væk fra målet, man havde i starten af læringsprocessen,” fortæller Søren S.E. Bengtsen og fortsætter om den sidste dimension af mørke:

“Undervisere møder et mørke, når de glemmer, hvem de selv er og prøver at passe ind i institutionelle rammer, de ikke kan se sig selv i. Så det er et argument for underviserne til at stå der som sig selv, en eksistentiel vinkel, kunne man sige.”

Universitetspædagogikken mangler mere filosofi

Artiklen trækker bl.a. på filosofiske sværvægtere som især Friedrich Nietzsche og Emmanuel Lévinas, som Søren S.E. Bengtsen har arbejdet med siden sin studietid, og han skrev bl.a. speciale for mange år siden om Lévinas.

“De har fulgt mig siden, og jeg synes stadig, at de er nogle af de bedste bud på, hvordan vi kan konfrontere os selv med vores forforståelser og kritisk tænke ud over os selv. Og så synes jeg, at filosofien – måske især herhjemme – fylder meget lidt i den universitetspædagogiske diskurs. Den er domineret af litterater, retorikere, psykologer og sociologer og al respekt for dette. Dog har filosofien også noget at byde ind med, og det er på tide, den gør det,” siger han.

Den nyudgivne artikel forholder sig til læringsteorier fra bl.a. Biggs og Tang, der peger på tydeliggørelsen af processer og visualiseringen af læringsmål. Forfatterne påpeger her, at feltet generelt har meget fokus på synliggørelse og hvad Søren S. E. Bengtsen kalder “lyskastning” inden for det universitetspædagogiske arbejde i dag, men dette er ikke nødvendigvis den eneste tilgang.

“Artiklen er et kritisk modspil til disse tilgange, en påpegning af, at der er så meget vi ikke kan se med de begreber og optikker, vi arbejder ud fra i dag, og det skal vi selvfølgelig være opmærksomme på. På den måde er det en klassisk filosofisk handling.”

Susan og Robert kan skiftes ud

Forfatterne forholder sig også direkte til Biggs’ fiktive stereotyper i universitetspædagogikken, Susan og Robert, og tilbyder to nye roller, der passer bedre til deres perspektiv, “the mole” (“muldvarpen”) og the “Anti-Christ”.

“Biggs og Tangs arbejde, som vi måske lidt polemisk refererer til arbejder ud fra en synlighedsfigur, de kalder ‘alignment’ – altså at vi kan, og bør, synliggøre sammenhænge og læringsforståelser på tværs af læringsmål, undervisnings, og læringstilgange osv. Det er rigtig fint og nyttigt,” forklarer Søren S. E. Bengtsen, men peger desuden på, at:

“Biggs’ arbejde er lukket omkring sin egen forståelsesramme, og det bliver med tiden, ligesom med alle andre læringsteorier, et lukket system, der for at opretholde kohærens i eget system bliver ved med at reproducere en forståelsesramme, der bliver mere og mere ekskluderende,” siger han.

Artiklen er ifølge Søren S. E. Bengtsen på den måde både et modbegreb til Biggs og Tangs arbejde, men også et modbegreb til alle læringsteoriers egen selvforblændelse og magtforøgelse. Derfor peger forfatterne på nye roller, som bør inkorporeres i universitetspædagogikken, bl.a. Nietzsches figur, Anti-Christ:

“Nietzsche, som jo netop var en fortaler for magt var samtidig en fortaler for magt-mangfoldighed, og en stor kritiker af den uudfordrede, blinde og urørlige magt. Anti-Christ er en figur hos Nietzsche, der kommer til at definere modfigurer per se. En oprører og en frihedskæmper, men også en figur, der konstant er på jagt efter nye forståelser, der rækker videre ud over egen tryghedszone.“

Søren S. E. Bengtsens og Ronald Barnetts artikel “Confronting the Dark Side of Higher Education” er udgivet i Journal of Philosophy of Education.

Læs mere:
Forrige artikel Næste artikel

1 kommentar

  • Svar Undervisningsudvikling og Digitale Medier - De mørke dimensioner af uddannelse giver mulighed for at forbedre kvaliteten af læring

    […] Læs et tidligere blogindlæg om de mørke dimensioner i uddannelse […]

    27/10/2016 at 12:45
  • Tilføj en kommentar

    Læs også

    Videre til værktøjslinje