Lukket computer – åbent sind

Hvordan flytter man gymnasieelevers fokus fra computerskærmen til klasserummet? Det har en gruppe lærere fra Randers Statsskole bl.a. arbejdet med gennem forskningsprojektet Relationskompetence og Klasseledelse (ROK).

Af Christina Oehlenschläger Stoltze, cand.mag., lærer Randers Statsskole

Klasselokalet er fyldt med musik fra flere smartphones, der er snak, latter og en gruppe drenge, der spiller Tetris. Et par piger tjekker Facebook, og andre bestiller kjoler til årsfesten.

Sådan ser frikvarteret ud på mange af landets gymnasier: Elektronik fylder en stadig større del af både klasselokalet og bevidstheden, og gymnasierne står med en ny udfordring i at styre brugen af de computere og telefoner, der hele tiden er til stede med deres konstante tilbud om underholdning.

På Randers Statsskole har en gruppe lærere gennem de sidste tre år arbejdet særligt med den udfordring, styringen af elektronikken i klasseværelset udgør. Gennem ROK-projektet, der er et forskningsprojekt på Aarhus Universitet, har lærerne blandt andet haft øget fokus på at skabe klasseregler og sætte klare rammer for undervisningen som helhed, herunder også for, hvornår elektronikken kan anvendes, og hvornår den ikke kan.

Ro til arbejdsfællesskab og fordybelse

Dansk- og historielærer på Randers Statsskole, Anne Gløvermose Nielsen, arbejder meget målrettet med klasseledelse via klare rammer for undervisningens aktiviteter og formål.

”Mange elever i klassen var tidligere så optagede af deres skærme, at de ikke hørte efter, når der blev givet en instruks, og de var derfor helt desorienterede, når de opmærksomme elever gik i gang med den stillede opgave. Det var faktisk tankevækkende at se, hvor langt væk på skærmen, eleverne kunne være,” fortæller hun.

I dag har alle elever lukket deres computer ved timens start, og Anne Gløvermose Nielsen styrer løbende, hvornår eleverne må anvende computeren i timen. Det har givet en god effekt, fortæller hun:

”Computerstyringen har en god påvirkning på elevernes koncentration, deltagelse og motivation, fordi eleverne ikke bliver så distraherede af nettet. I nogle dele af mine dansk- og historietimer har eleverne kun adgang til den tekst, vi arbejder med, deres klassekammerater og mig som lærer, og det skaber en anden form for arbejdsfællesskab og fordybelse, end hvis computeren og telefonen hele tiden er tilgængelig.”

Når timens arbejdsfællesskab afsluttes, med eller uden computer, er elektronikken igen i elevernes varetægt. Tetris, Facebook og shoppingsiderne fylder ofte skærmene, i hvert fald de 30 minutter, frikvarteret varer.

Læs mere:
Forrige artikel Næste artikel

Tilføj en kommentar

Læs også

Videre til værktøjslinje