Integrer peer feedback i din undervisning

Kategoriseret Studiekompetencer
Skrevet af
Skal din undervisning indeholde mere peer feedback det kommende semester? På AU Educate finder du flere gode eksempler på, hvordan peer feedback kan integreres i din undervisning. Vi har samlet tre af dem her.

Peer feedback medvirker til, at de studerende modtager mere feedback end underviseren normalt kan bidrage med. Derudover kan det bidrage positivt til den studerendes egen læringspraksis at give feedback på andre studerendes arbejde.

“Litteratur peger blandt andet på, at studerende øger deres produkters kvalitet, bliver bedre til at evaluere deres eget arbejde samt bliver bedre til at give og modtage kritik. Derudover fremgår det overraskende, at den største læring opnås af feedbackgiveren” fortæller Karen Louise Møller, udviklings- og specialkonsulent hos CUDiM, der både har bidraget med værktøjer og praksiseksempler om peer feedback til webressourcen AU Educate.

AU Educate er en ressource om undervisning, der har til formål at dele og udvikle læringsorienterede undervisningspraksisser. Webressourcen er forankret hos Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier, hvor et samarbejde mellem forskere, udviklere og undervisere udgør redaktionen bag indholdet på AU Educate.

I løbet af sommeren er nye redskaber om især peer feedback tilføjet til siden. I den anledning har vi samlet tre gode eksempler på, hvordan du kan integrere aktiviteter med peer feedback i din undervisning.

Studiegruppe- og feedbackvejledning

Dette praksiseksempel beskriver, hvad du kan gøre, når nye studerendes formidling af fagligt indhold halter, og feedbacken på faget er utilstrækkelig. Beskrivelsen tager udgangspunkt i en konkret problemstilling fra filosofistudiet på AU. Som løsning på problemstillingen tilknyttes tre studiegruppevejledere til studiegrupperne på 1. semester, der bl.a. giver feedback på studiegruppernes skriveøvelser.

Denne løsning medfører både en bedre forståelse for, hvordan faget formidles skriftligt, større tilknytning til faget samt bedre integration mellem årgangene. I praksiseksemplet, der er udarbejdet på baggrund af studiegruppevejledernes fortælling om projektet, kan du læse mere om, hvordan forløbet er tilrettelagt.

Guidet peer feedback med Collaboration Scripts

I dette værktøj lægges vægt på vigtigheden af, at aktiviteter med peer feedback tilrettelægges, så det eksplicit fremgår, hvad der forventes af de studerende. Hertil kan der med fordel anvendes et såkaldt Collaboration Script. Et Collaboration Script er et manuskript, der tydeligt formidler, hvad de studerende skal foretage sig hvornår i en aktivitet med peer feedback.

Værktøjet er en trin-for-trin-guide til, hvordan du kan udforme et manuskript, der guider de studerende gennem en aktivitet med peer feedback, som primært foregår på digitale tjenester, eksempelvis BlackBoard.  

Peer feedback med Google Docs som undervisningsforberedelse

I dette praksiseksempel beskriver Camilla Horster, adjunkt ved Institut for Kultur og Samfund, hvordan hun anvender Google Docs som en platform for peer feedback.

Ud fra underviserens kriterier for feedback giver de studerende hver uge hinanden respons på skriftlige udkast, der kan fungere som forberedelse til en individuel projektopgave på kurset. Derudover fungerer aktiviteten som undervisningsforberedelse, da det skaber grobund for gode diskussioner på holdet, når de studerende kender til hinandens projekter, refleksioner og faglige udfordringer.

Læs mere:
Forrige artikel Næste artikel

Tilføj en kommentar

Læs også

Videre til værktøjslinje