Er universiteterne klar til at undervise kommende generationer i entreprenørskab?

Arrangement: Flere universitetsstuderende giver iværksætterlivet en chance, men er universiteterne klar til at håndtere studerende, som har arbejdet med entreprenørskab siden grundskolen? Det spørgsmål er på dagsordenen, når UNIEN inviterer til arrangementet “Progression i entreprenørskabsundervisning på universitetsniveau” d. 22. november.

Ifølge en analyse af iværksætteraktiviteten hos universitetsuddannede, som er foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet, giver flere universitetsuddannede iværksætterlivet en chance.

“Det er naturligvis positivt, at antallet af elever og studerende, der møder innovation og entreprenørskab i undervisningen, stiger, men der er stadigvæk megen uenighed om, hvad og hvordan der skal undervises med og i entreprenørskab” fortæller Helle Færgemann, specialkonsulent hos CUDiM og en del af Universiteternes Innovations- og Entreprenørskabspædagogiske Netværk (UNIEN).

“Progression i entreprenørskabsundervisning på universitetsniveau” arrangeres i et samarbejde mellem CUDiM og UNIEN, og formålet er først og fremmest at give undervisere, der arbejder med kreativitet, entreprenørskab og innovation, mulighed for at mødes i et netværk, hvor de kan sparre og udveksle idéer.

Entreprenørskabsundervisere mangler kvalificerede sparringspartnere

Helle Færgemann forklarer, at selvom der er sket meget inden for entreprenørskabsundervisning, er det stadig ikke udbredt på universiteterne, og derfor mangler mange undervisere på universiteterne ordentlige sparringspartnere.

“Der er stadigvæk mange innovations- og entreprenørskabsundervisere, der arbejder meget selvstændigt eller i små miljøer. De sidder med en stor mængde viden og erfaring, og derfor er det centralt, at de har mulighed for at netværke med undervisere fra andre miljøer” siger hun.

Arrangementet d. 22. november er dermed en oplagt mulighed for at få lejlighed til at debattere, videndele, erfaringsudveksle og netværke med andre, der beskæftiger sig med undervisning i og med entreprenørskab og innovation.

Entreprenørskabsundervisning på tværs af niveauer

Der vil til arrangementet være fokus på at diskutere udfordringer og muligheder relateret til progression i entreprenørskabsundervisning. Blandt andet under overskrifterne “Entreprenørskabsundervisning på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau” og “Fra gymnasieskolens entreprenørskabsundervisning til entreprenørskabsundervisning på de videregående uddannelser”.

Helle Færgemann har i forvejen erfaring med entreprenørskabsundervisning på tværs af niveauer, da hun bl.a. også er tilknyttet E3U-efteruddannelsen som underviser. Her arbejder hun ligeledes med at sikre, at undervisere fra grundskolen til universitetet er klædt på til at undervise en ny generation af elever og studerende i innovation og entreprenørskab.

“Hvis den enkelte studerende faktisk møder innovation og entreprenørskab flere gange igennem sit uddannelsesforløb, er det centralt, at der foregår progression, hvad angår både indhold, metoder m.m. Det er måske en særlig udfordring for universitetet, som er sidst i fødekæden. Hvordan vi håndterer det, er et rigtig godt spørgsmål, som vi vil diskutere og prøve at komme med nogle bud på d. 22. november.”

Det er gratis at deltage i arrangementet, der finder sted i Cortex Park på Syddansk Universitet i Odense. Tilmeldingsfristen er d. 12. november.

Læs mere:
Forrige artikel Næste artikel

Tilføj en kommentar

Læs også

Videre til værktøjslinje